Undervisning på udbud

Undervisning på udbud

”Til næste år har vi brug for undervisning af 7.A i matematik 7 timer ugentligt. Der er tale om en klasse som i udpræget grad har brug for undervisnings- og niveaudifferentiering. Vi har bogsystem, som kan bruges til årgangen. Er der nogen som vil byde ind på denne opgave?”

I fremtiden kommer vi lærere, hvis KL får deres vilje, til at sidde i en situation, hvor vi dels skal forhandle vores arbejdsvilkår individuelt med skolens leder. Det betyder, at vi hver især kommer til at forhandle vores løn, vores undervisningstimeantal, forberedelsestimetal, tid til skole-hjem-samarbejde og alle de andre funktioner, vi har. Vi kender modellen særdeles godt fra det private erhvervsliv, hvor bestemte opgaver udbydes til udførelse af de firmaer, som kan levere varen/arbejdet på kortest tid, til færrest penge. Og det er jo det man vil med den nye overenskomst. De kalder det fleksibilitet og snakker om at kunne omfordele midlerne mest fornuftigt, men – som i alle andre virksomheder må man forvente at også skolernes ledere vil forsøge at strække pengene så langt som muligt, så hvorfor give undervisningen til læreren, som mener, der skal 60 timers forberedelse til 7a’s matematikundervisning, hvis en anden lærer er villig til at gøre det for 40 timer? Er det bare mig, eller lugter det her langt væk af usundt arbejdsmiljø og forringelse af elevernes undervisning? Er vi interesserede i at skabe denne form for splid og konkurrence lærerne imellem, eller er det vigtigt for os at sikre, at lærerne føler sig ligeværdige med hinanden? Er vi interesserede i, at lærerne tvinges til at lave den hurtige løsning i forhold til planlægning og forberedelse af undervisning?

I virkeligheden kan det med forberedelsestiden være fuldstændigt ligegyldigt, for lederne har også retten til at definere om, og i hvilken grad, de vil definere lærernes opgjorte timer som overarbejde eller ej. Altså kan man have arbejdet nok så mange ekstra timer i løbet af året, men hvis ikke lederen mener, det kan kategorisere som overarbejde, eller hvis skolens pengekasse er tom, ja – så er det jo bare ærgerligt! Bliver vi bombet tilbage til forholdene i starten af det 19. århundrede, før fagforeningerne, hvor det var arbejdsgiveren, der havde den fulde magt og retten til at skalte og valte med sine ansatte, som han/hun syntes? Ja, det tror jeg nok, vi gør! – men spørgsmålet er, om det er en virkelighed, som vi tror på er god for børn/mennesker at udvikle sig i, eller om vi ønsker en skole, hvor lærerne deler med hinanden og føler, at de er i samme båd. Hvad synes du?