mandag den 22. april 2013


Lektor B’s brevkasse 


Kære lektor B 
Jeg har hørt at Moderniseringsstyrelsen vil klæde os lærere af til skindet. Kan det passe?
Hilsen fra Den Omstrukturerede Vædder

Kære Vædder

Ja, det kan det. Jeg har selv ikke følt mig så nøgen siden vi i 1980 spontant skinny-dippede med hele 1. klasse, deres forældre, deres bedsteforældre og hele skolebestyrelsen fra Ydre Østerbro Friskole i Sortedammen i frokostpausen.

Nutildags er det jo næsten umuligt at bade med elever, for først skal man indhente en børneattest, så skal man udarbejde en plan for sikker badning i relation til den valgte strand, så skal der indkøbes et sikkerhedstov så de små ikke driver til havs utilsigtet, så skal der indkaldes tilstrækkeligt personale så skolens sikkerhedsbestemmelser overholdes, så skal læreren tage et godkendt livredningskursus og endelig skal skolens ledelse adviseres skriftligt om den tiltænkte badning og forældrene forventer at blive holdt informeret mindst 14 dage i forvejen via intranettet. Det kan jo være svært at nå på en formiddag.

Ja, kære Vædder: Moderniseringsstyrelsen vil tage alt fra os, og det sker i en god sags tjeneste. Tænk på hvor meget bedre du vil kunne hjælpe børnene når du altid er på job.
I over 20 år har vi været hæmmet af generende begrænsninger på vores virke. Den vigtigste er arbejdstiden. Lige så snart vi havde arbejdet 1924 timer på et år så kunne vi holde fri.

Holde fri! Fri mig. Man kan vel ikke holde fri når der stadig er elever som higer efter viden? Det er en absurd tanke, og heldigvis har Bjarne Corydon og Moderniseringsstyrelsen samme ædle indstilling til lærergerningen. De mener, som jeg da jeg første gang trykkede Poul Schlüter i hånden, at lærergerningen er uden begrænsning i tid, rum og mangel på kompensation.

Så Bjarne og jeg siger som med en mund: Tag det som en mand. Jeg har hørt at visse unge lærere igennem en årrække har forsøgt at kombinere et almindeligt familieliv med lærergerningen, men det anser jeg for absurd. Jeg har levet som ungkarl lige siden den mislykkede episode med vikar Inger Gregersen i 1974, og det har været godt for mig, fortæller jeg mig selv dagligt.

Husk: ”Solus vivere, laborent semper”.
Lektor B






Ingen kommentarer: